Kan du ikke se denne HTML mail?  Klik her
2010 - Rollen som forflytningsvejleder
Rollen som forflytningsvejleder

Malin Rathleff og Marianne Glintborg arbejder begge som forflytningsvejledere i Rudersdal kommune. Her står de til rådighed for deres kollegaer, hvis der er behov for vejledning i en forflytningssituation eller blot et par nye øjne.

- af Lærke Marie Trunjer

Forflytning er i dag en daglig praksis på plejehjem og i hjemmeplejen. Dagligt skal plejepersonalet hjælpe ældre eller syge borgere med hverdagsting som at komme ind og ud af sengen, komme i bad og komme på toilettet.

Gode forflytningsteknikker er med til at gøre plejepersonalets arbejde med borgerne så nemt så muligt, så der er overskud til at passe og pleje dem.

Førhen var man ikke så opmærksom på betydningen eller konsekvensen af de tunge løft. Marianne fortæller, at en del af de kollegaer, hun blev uddannet sammen med, er blevet omskolet eller gået på førtidspension blandet andet på grund af slid.

Både Malin og Marianne oplever, at forflytning er en utrolig vigtig ting at have fokus på, fordi det i høj grad øger de gode arbejdsbetingelser, som skåner kroppen.

Derudover er de enige om, at det er et vigtigt og spændende arbejde at finde nogle løsningsmodeller, som fungerer for den enkelte borger.

"I dag hedder det sig, at man forflytter. Løfter det gør vi ikke mere i stedet bruger vi forflytningsteknikker som gør, at løft ofte helt kan undgås"

- Malin

"Jeg er meget glad for at være forflytningsvejleder. Det er rigtig spændende at se, at der er noget, der kan forandre sig og blive bedre og komme til at fungere rigtig godt,” fortæller Malin.

Nysgerrighed er kodeordet

Marianne arbejder i dag på et plejecenter for svært demente. Hun blev uddannet til forflytningsvejleder for omkring 7 år siden.

Men hun har altid interesseret sig for, hvordan man passer på sig selv og borgeren på en god både, som skåner begge mest muligt. Derfor har hun også før uddannelsen arbejdet med forflytning på eget initiativ.

Selvom Marianne er tilgængelig for alle kollegaerne i arbejdstiden, møder hun også gerne ind uden for arbejdstiden.

Marianne har valgt selv at være opsøgende. For eksempel aftaler hun nogle gange med aftenvagterne, at mødes med dem når de møder ind, for at høre om deres oplevelser med forflytning.

Når Marianne vejleder foretager hun ikke andet end at kigge, og så snakker de om forløbet bagefter. Som vejleder kan man komme med forslag til løsninger, men hun sidder ikke med facitlisten, understreger Marianne.

”Jeg går ind i rollen, som den der er der for at hjælpe, støtte og vejlede. Jeg går ikke ind, som en der skal være den, der bestemmer eller leder, men jeg går ind med en viden og nogle redskaber, som de måske ikke sidder inde med, og det er den jeg skal formidle”, fortæller Marianne.

Formidlingen til kollegaerne er i sig selv en vigtig ting, når der skal vejledes i forflytning. Malin og Marianne går for eksempel ikke ind med løftet pegefinger og siger, ”hov jeg bliver vist lige nødt til at gribe ind her, eller fyfy det må du ikke”, hvis de opdager noget, som er uhensigtsmæssigt. I stedet spørger de ind til, hvordan kollegaerne oplever en forflytning og så tager de den derfra.

”Jeg går ikke ind for at være tante skrap. Jeg går ind af nysgerrighed, og det giver pote”
- Marianne

En positiv indstilling

Malin blev uddannet til forflytningsvejleder i sommeren 2009.  I dag arbejder hun i hjemmeplejen, hvor hun møder mange forskellige problematikker i forhold til forflytning.

De mest generelle problemstillinger er at komme ind og ud af sengen, komme på toilettet eller på bækkenstol, og komme op i en kørestol. Det er de sværeste og de mest forekommende udfordringer for alle, men der kan også være knapt så ofte forekommende udfordringer, som at komme op fra gulvet efter fald.

Udover at vejlede sine kollegaer i forflytning vejleder Malin også tit ægtefæller og pårørende i forflytningsteknikker og i, hvordan de skal passe på sig selv, når de gerne vil hjælpe.

"Det er min største opgave at vejlede og opmuntre til at forflytte på en god måde, så man ikke tager de hurtige løsninger, som måske ikke altid er de bedste”, fortæller Malin.

Malin mener, at én af de vigtigste ting ved hendes rolle som forflytningsvejleder er, at hun har en positiv indstilling.

”Jeg fungerer lidt som en rollemodel, og mange kigger på, hvad jeg gør og hvor positiv jeg er, når jeg går ind i en forflytningssituation. Den positive indstilling er vigtig, fordi den smitter af på dem jeg vejleder."

Etikken er i fokus

Marianne arbejder meget med etikken omkring forflytning. Både i forhold til borgerne, men også i forhold til plejepersonalet. Fordi som hun siger,” hvis ikke du selv har etikken i orden, så kan du ikke udøve den overfor den du skal hjælpe."

Der er også etik i forhold til hinanden i huset, hvor ingen skal stå alene. Hvis man beder om hjælp så får man det. Marianne kan vejlede den enkelte i teknikker til forflytning, så forflytningerne bliver lettere for alle parter, men det er ikke et ’must’, at man selv skal kunne alene.

"Alle er forskellige og man ikke kan de samme ting, nogle er høje, nogle er tynde og det er ikke alle der har styrken. Det respekteres hvis man beder om hjælp."

Som forflytningsvejleder er det vigtigt at tænke langsigtet, for som Marianne siger, "vi mærker ikke noget i dag. Det er om ti-tyve år, så mærker vi det. Der er almindeligt slid i kroppen i forvejen, og hvis du så også belaster den forkert i alle de år, kan det gå galt."

Selvom det er sjældent, at Marianne oplever, at de på hendes arbejdsplads har en reel arbejdsskade, er trætheden et advarselstegn, som man skal lytte til.

”Når først trætheden er blevet til en smerte, så er det for sent. Så har man gjort det, der gør ondt rigtig mange gange"

- Marianne.

Det er i disse situationer, hvor trætheden opstår, at det skal overvejes, om der skal ændres på nogle arbejdsrutiner og her står Marianne og Malin til rådighed med vejledning i, hvad der kunne være hensigtsmæssigt at ændre på.

Læs om BST NORD Forflytningsvejlederkursus

Se flere nyheder


Klik her for at afmelde dig nyhedsbrevet
  |  Klik her for at redigere din tilmelding